New York 1974. Den kompromisløst charmerende fotograf Peter Hujar bliver bedt om at gengive et døgn i sit liv, mens forfatteren Linda Rosenkrantz noterer. Det er ikke hvilket som helst liv. Hujar er et af de mest spændende navne i Manhattans kulturscene, og møderne, han gengiver i deres enkelthed, er ikke desto mindre imponerende. Allen Ginsberg, Susan Sontag og Fran Lebowitz blafrer forbi som bipersoner i en umistelig dobbelteksponering af et tilbageblik på en epoke, som aldrig kommer igen. De intime New York-skildringers mester Ira Sachs lader skuespillerne Ben Whishaw og Rebecca Hall give toppræstationer i sin nye film Peter Hujar’s Day.


